Solen ånder et sidste farvel
over de purpurklædte vande,
hviskende bølger tyst i kveld
drager sig mod drømmende strande,
sagtelig foldes i verden ud
natten den bløde, den sorte,
og for den strålende lysglans hos Gud
lukker sig de store himmelporte.
Over det før så blanke hav
lægger sig nattens dunkle kåbe;
slukt er alt lys, som dagen gav,
blegnet hver blinkende dråbe.
Herre, du glemmer ej to, som står
tavse ved disse mørke vande,
to, hvis tanker ved aften går
drømmende mod evighedens lande.