Det var de vilde roser,
Som nikked i alle hegn;
det var den døende dagglans,
som lysned den tavse egn.
Røde, kærlige roser,
og dugg over græsgroet sti!
og alle de gamle minder,
som glider min sjæl forbi!
Hele den verden, jeg tænkte,
jeg havde sagt mit farvel,
hulked mig her imøde
en lydstille junikveld.
Og alle de knugende sorger
og dagens tunge læs
løste sig op i roser
og junidugg over græs.