Hovmodig Jordens lille Gud,
Mennesket, rejste sin Pande,
mente, han alt kunde forske ud
i Støvets som Aandens Lande;
Love han fandt, ej Lovenes rod,
glemte sin Gud, som bagved stod,
glemte sin evige Fader.
Stolt, kun stolende paa sig selv,
rastløs i al sin Færden,
snart paa Flugt mod Himlenes Hvælv,
og snart i Atomernes Verden:
Intetsteds fandt han Spor af Gud;
da blev Hans hellige Navn slettet ud,
glemt, foragtet, fornægtet.
Kirken sig voksed mægtig og stor,
glemte sin Gud tillige;
ej Han længer i Kirken bor,
for Jesus maatte Han vige:
Jesus har Kirken gjort til Gud,
Faderen vandrede sorgfuld ud,
bort fra sin vildførte Kirke.
Helligt vorde dit Navn paa ny,
helligt paa Jord som i Himmel,
helligt hos Engle over Sky
og helligt blandt Menneskers Vrimmel!
Helligt det vorde for Lærd og Læg,
helligt paa ny bag Kirkevæg!
Helligt dit Navn os vorde!