Sophus Zahle (1797–1837)

A

Af Himlen ingen Børn Du fik

Ak! en Tidende saa sørgelig

Ak! i Borgens lyse, gjestfrie Stue

At Alt i Eet kan føles, tænkes, skues

B

Bort Du drog med bitter Smerte

C

Corpus nunc curandum est

D

Da nær din Faders Trone

Danmark! Du er os det kjæreste Land

Den er forhaanden, din Fødselsdag

Den gamle Dannebarde higer

Den vrede Ægir fnyser

Det er en gammel Skik at drikke

Det gamle Aar er svundet

Det var i Efteraarets Tid

Du altfor kort iblandt os stod

Du bød os ud paa eviggrønne Eng

Du eiegode Moder!

Du raske Fugl, sving kjæk Dig mod din Himmel!

E

Efteraarsstormen paa susende Vinger

Elskelige Ven! Dig Gud ledsage

En Guldsmed i sit Værksted stod

Enigheden sammenbandt

Es ist vollbracht; ein frommer Streiter

Et Land jeg veed; det ligger ei paa Jorden

F

Farvel, Du lykkelige Aand!

Farvel, Du skjønne, dyrebare Strand!

Farvel, Farvel, min Fæstemø!

Farvel, I Kjære! græd ei ved min Død!

Fjernt fra din kongelige By

Flora smiler alt bag Rosenhækken

Fra Hroars klare Kilde

Frederikke! o, bliv rig paa Fred

Følg mig da nu til Skovens dybe Indre

Før Farvel jeg kunde sige

G

Geschlagen hat die ernste Stunde

Gjenfødt nu i Sorøskoven

Gud! Verdner skabtes ved din Haand

Gyldne Blomst fra Edens Have

H

Halvhundred Aar ved Danmarks Ror

Har Du siddet nogensinde

Hellig vorder min Barm, hvergang min Tanke Dig tænker

Her har Du Hansens Skifteret

Her svandt din Morgenstund saa glad

Herligt viser Clios Fakkel

Herr Baldrian, en drabelig Helt, jeg vil Jer beskrive

Hr. Jens, han seiler fra Sjølunds Ø

Hvad Herren planter, frisk skal staae

Hver Ynglings Hjerte saa aabent staaer

Hvergang jeg i Himlens lyseblaae Sø

Hvi mægted’ vel aldrig den fjendtlige Arm

Hvo mærker nu Novemberkuld?

Hvo vinked’ os til denne Kreds?

Hvor blomstrer Jordens bedste Lyst?

Hvor er Du, som først mig Harpen gav

Hvor er Skjønheds Roser uden Torne?

Høit jubler hele Danalund

I

I Bethlehem var Lyset tændt

I Danmark er det skjønt at bo

I Danmark jeg fødtes, og der vil jeg døe

I Græsset staaer liden Martsviol

I Livets Dal en Rose staaer

I Livets Tal en Rose staaer

I Støvet er ei vort blivende Sted

J

Jeg gaaer saa tryg og rolig

Jeg kjender et Land, som har Bølgen til Vold

K

Kjender Du, Dana! dit Tab? Ak, veed Du, Hvem Du har eiet?

Kjærlig, som Solen paa Himmelens Bue

Klart straalende fra fjerne Hedenold

Kong Christian lægger ned sit Sværd

L

Lang var Kampen, længe Smerten plaged’

Let flagrer den lille Kanariefugl

Lina elskte høit sin Cithar

Lys oprandt den sidste Maidags Morgen

M

Mainymphens milde Aande

Maisolen vinked Hulda i Foraarsluften ud

Mange Hænder idag Dig række glimrende Gaver

Margretha bygged her sit Slot

Med Guderne fortrolig

Mellem Snee og Vinterkulde

Mon paa Herreborgen ene

Moralisten siger vel

Muser ere vakkre Piger

N

Nu fryse Nordens Vande

Nu smiler Rosen ikke meer

Nu vi forstaae Horats, Homer

Naar Digteren sin gyldne Lyra slaaer

Naar her de gamle Minder

Naar Toner liflige og søde

O

O, hvor Natten hellig stille

O Venskab! høie himmelsendte Gave

Og nu Farvel, min Menighed!

P

Phantasien vinker blidelig

Paa Danmarks jevne Sletter

Paa denne Høi den Hulde stod

Paa Jorden hersk! saa Himlen bød

Paa Leireborg Rolf Krage staaer

R

Robinson paa fjerne Ø

S

Sandhed, Du ubestikkelig rene. Du himmelske Vidne!

Schön ist die frische Morgenröthe

Skal Digterfuglen paa sin Vinge

Skjøn er vor Lod, vor Lykke stor

Snart Du drog fra Hjorden, ædle Hyrde!

Solen stiger herlig paa sin Bue

Solen staaer paa Himlens Bue

Som Barn i Bondetrøie

Som Sangen sig med Digtet huldt forbinder

Saa er Du barnløs, gamle Digtergubbe!

Saa hører jeg da nu, skjøndt langt om længe

Saa melder Danmarks Saga

Saa venlig smiler den friske Mai

T

Thalia er en vennehuld Gudinde

Tiden flygter paa sin Vinge

Tidt tænkte jeg for med Forundring paa

Tør den yngste Skjald i Herthaskoven

U

Ulysses foer saa vidt omkring

V

Vandrer stille paa Charlottenborg!

Venskabs Engelen til mig nediler

Vi sigte Alle til eet Maal