Sophus Zahle (1797–1837)

Lys oprandt den sidste Maidags Morgen;

Men i Lysets Skjød sig skjulte Sorgen,

Dødens Engel kom med voldsom Hast.

Kold den rullede sit sorte Klæde

Over Fødselsdagens lyse Glæde;

Thi det bedste Qvindehjerte brast.

Ædle Mand! nu staaer Du saa alene

Under Sørgepilens dunkle Grene;

Dybt og smerteligt er Hjertets Saar.

Dog — skjøndt Grenen dybt mod Graven hænger,

Solens Straale gjennem Løvet trænger,

Minder Jorden om en himmelsk Vaar.

Himlens Helligdom paany forbinder,

Hvad i Sorgens Skyer her forsvinder,

Hvad der skilles ad paa Støvets Vei.

Derfor seirer ei den dybe Smerte,

Derfor Haabet i dit eget Hjerte

Trøstekrandsen snoer af Glemmigei.

Oldtids Musa tidt dit Huus besøgte,

Medens Glæden end i Hallen spøgte;

Ofte skal hun bringe nu sin Trøst;

Og fra Oldtids høie Klippetinder

Seer Du Tidens Strøm, der stedse rinder

Hen mod Evighedens lyse Kyst.

Ei som Orpheus vil Du Eurydice

Atter Vei til Støvets Dale vise,

Ei dit Grandskerblik tilbage seer.

Fremad skuer Du mod Lysets Egne,

Did, hvor Fredens Engle om os hegne,

Did, hvor Roser aldrig falme meer.

Der Du skal dit Hjertes troe Veninde

I forklaret Glands som Engel finde

Paa din Fødselsdag i Himlens Hal;

Der Du skal med bedre Tunge prise

Den Ufattelige, den Alvise;

Der din Sorg til Fryd omvendes skal.