Kjærligheds Længsel
(1816)
(1816)
Hvor er Du, som først mig Harpen gav,
Du min bedste Glædes Skaberinde?
Mon jeg først skal skue Dig bag Grav?
Eller skal jeg Dig paa Jorden finde?
Hvor er Du, som henrykt jeg besang
Under mange smukke Pigenavne?
Phantasien saae Dig mangengang,
Ak! men aldrig kunde jeg Dig favne!
Tidt Du stod for mig i Morgnens Stund,
Naar jeg Roserne i Østen skued’:
Friskere var Rosen paa din Mund,
Mere yndigt paa din Kind den lued’.
Og naar Maanen i sin Himmelsø
Rund og deilig flød blandt Stjernevrimlen,
Phantasien viste mig min Mø;
Og jeg glemte Stjernerne paa Himlen.
Naar i Busken Nattergalen sang
Kjærligt, ømt og kjælent for sin Mage,
Drømte jeg, at Du til Harpens Klang
Qvad om Kærlighedens glade Dage.
Men din Læbe aldrig kyssed’ mig,
Aldrig Arm i Arm Du med mig vanked’,
Aldrig jeg et Haandtryk fik af Dig,
Aldrig ved mit Bryst dit Hjerte banked’.
Derfor har mit Hjerte ingen Fred,
I mit Bryst det slaaer som i et Fængsel;
Thi det skabtes kun for Kjærlighed,
Ak! men aldrig stilledes dets Længsel.
Pige! skal jeg finde Dig Paa Jord,
Du, som dele vil min Lyst, min Smerte?
Eller mon Du kun i Himlen boer?
Død! da læge Du mit arme Hjerte!