Til Sjælen
(1821)
(1821)
Du raske Fugl, sving kjæk Dig mod din Himmel!
Thi over Stjernernes utalte Vrimmel
Den Rede er, hvor Du som Unge var,
Hvor fjederløs Du rolig turde være;
Didhen skal Vingen Flygtningen henbære —
For Ro Du Svingkraft Dig tilbyttet har.
Frygt ei dit Buur! Det kan Dig ikke spærre;
Naar det forgaaer, skal Du, dets høie Herre,
Som Phønix hæve Dig fra Asken op.
Da flyde glade Toner fra din Tunge;
I Livets Træ Du sidde skal og siunge
Og aldrig dale fra din Palmetop.
Selv medens Du i Buret haver hjemme,
Dit tunge Fængsel Du kan ofte glemme
Og hæve høit Dig over laven Jord.
Fast Himlens Herlighed Du da kan skue,
Fast varme Dig i Salighedens Lue,
Fast høre Engleherrens Jubelchor.
Lad Verdens Gøglen ikke Dig fortrylle!
Dens Virakdunst Dig ei i Taage hylle!
Igjennem Taagen seer Du Himlen ei.
Didhen, hvor Du skal Reisens Møie ende,
Tidhen Du maa dit Øie stadigt vende,
Du ellers flyver fra den rette Vei.
Naar Verden bruser med en Syndflods Vande,
Din Flugt Du styre mod de lyse Lande,
Hvor Du engang skal boe i Paradiis!
Da løft med Kraft din stærke Aandevinge,
Og lad din hele Himmeltone klinge,
En Røst i Ørknen til Gudfaders Priis!
Da skal din Ild de haarde Hjerter smelte,
Og Lastens Kæmpebjerg i Støvet vælte,
Naar koldt det skygger over Dydens Land.
Du haver Magten — Seiren kan Du vinde,
Alt hvad Du søger, kan dit Øie finde —
Du raske Fugl, vil ogsaa, hvad Du kan!