Thalia
En Epilog.
En Epilog.
1824.
1824.
Thalia er en vennehuld Gudinde,
Som saare nødig slipper sine Gjæster.
Saalænge hun den bedste Krands kan binde,
Hun slutter aldrig sine glade Fester.
Men, naar Lysalfen kommer
Med Bud om Vaar og Sommer,
Beskeden hun sin Tempeldør tillukker.
Saa vender Kunsten glad sig til Naturen,
Og henter friske Blomster af sin Have;
Saa iler man fra Ovnen og fra Muren,
Og søger Frihed, Himlens bedste Gave.
Mens Løvet Træet pryder,
Thalia ei os byder
En laant Natur bag malede Coulisser.
Men ei Gudinden skinsyg os forlader,
Fordi en Tid vi søge andre Glæder;
Mens Fugl og Blomst i Sommerluft sig bader,
Hun selv os flætter nye Blomsterkjæder;
Naar vi tilbagevende,
Vi atter møde hende
Med Vaarens Rosenkrands i Vintersalen.
Hvad Flora plukker af de grønne Buske,
Naar Nattergalen slaaer ved Lundens Kilde,
Fremtryller hun, naar Vinterstorme ruske
I nøgne Træer, og Fugleskarer vilde
Fra Nordens kolde Strande
Tye hen til varme Lande,
Fordi de kjende ei Thalias Sommer.
Men vi, som kjende den, som ofte søgte
Din Fryd, Gudinde med det muntre Øie!
Vi tye til Dig, naar Fugl og Sommer flygte,
Og Skovens Grene under Snee sig bøie.
Da skal vi samles atter
Til venlig Spøg og Latter,
Som Glædens Præster hos en glad Gudinde.