I.
Ved Hendes Høihed Prindsesse Charlotte Frederikkes Ankomst til Festen paa Horsens Raadhuus.
Høit jubler hele Danalund
I Glædeschor;
Høit flagrer over Belt og Sund
Med Fredens Kors i røde Grund
Det danske Flag i Høitidsstund
Fra Syd til Nord.
Thi Kongeborgens Høitid naaer
Saavidt, som danske Hjerter slaaer
Paa Jord.
Den Lykke, Fredrik før ei saae,
Først nu han vandt.
En Søn ei ved hans Hjerte laa,
Og, naar han danske Fædre saae
Imellem deres Sønner gaae,
En Taare randt.
Nu hørte Himlen Fredriks Bøn,
Først nu en længe savnet Søn
Han fandt.
Maria tidt med Taareblik
Til Himlen saae;
Til Folkets Hjerte Taaren gik;
Men nu hun Taalmodslønnen fik.
I Wilhelmines Frederik
Hun Løn skal faae.
Maria! Gud har hørt din Bøn:
Nu ved din Arm en trofast Søn
Skal gaae.
O! Fyrstebrud med fromme Aand
Gud signe Dig!
Du flætter ind i Hymens Baand,
Dydsperlerne med Uskyldshaand;
For Gud din lyst, ædle Aand
Fromt bøier sig.
Han har din Haand i Fredriks lagt:
Han signe vil dit Hjertes Pagt
Og Dig.
Men Du, som sidder blandt os her
Med Moderbøn,
Du i vor Kreds velkommen vær!
Modtag de Ønsker, som Enhver
Med tjenligt Hjerte sender her
Op for din Søn!
Med Haab ham længe Danmark saae;
Nu skal i Kjærlighed han faae
Sin Løn.
II.
{c:(Afsungen ved Dineen i Veile.)
Ved Genfersøens Vande,
O, Prinds! Du længe gik;
Men dog til Danmarks Strande
Tidt vendte sig dit Blik.
I Herthas Lunde vanked
Din kongelige Mø;
Derfor dit Hjerte banked
Saa tidt mod Sjølunds Ø.
Men Du, o Wilhelmine!
Som gik i Herthas Lund,
Som gik imellem Dine
Ved blanke Øresund,
Dit Hjerte var ei hjemme
Selv paa din egen Borg:
Nei! dybt i Barmens Gjemme
Sig rørte Savnets Sorg.
Men nu er Sorgen svunden:
Nu svandt de lange Aar,
November er oprunden
Som Kjærlighedens Daar.
Høit jubler Kongesalen
Om Dig, o Fyrstepar!
Det hele Folk i Talen
Til Fest sig samlet har.
Thi løfter sig til Himlen
De danske Hjerters Bøn,
For ned fra Stjernevrimlen
At hente Dydens Løn.
Gid Myrthens Krands, hiin dunkle,
Engang faae Sølvets Glands!
Og gid selv denne funkle
Som gyldne Brudekrands!