Skal Digterfuglen paa sin Vinge
Et Offer til min Wilhelmine bringe,
Da maa det vidne om min Kjærlighed;
Da maa den flyve som en sneehvid Due,
Og Rosens Blomsterblad i Næbet lue:
Meen Elskov baaren af Uskyldighed.
Thi Uskyld gav hun med sit varme Hjerte,
Som Lyset brænder paa den hvide Kerte,
Som Stjernen funkler over Vintrens Snee;
Bør hun, som varmer med en hellig Lue,
Ei samme Varme hos sin Elsker skue?
Ei ligerviis den friske Rose see?