Ode til Venskab
(1815)
(1815)
O Venskab! høie himmelsendte Gave,
Omslyng med dine Baand Du mig!
Ei Guld, ei Rigdom ønsker jeg at have,
Naar kun jeg hyldet var af Dig.
I Overflod og Velstands blide Dage
Gjør Du mig tifold lykkelig;
Naar sorte Modgangs Skyer mod mig drage,
Strax huldt omslynges jeg af Dig.
Ja! ei for Gravens mørke, skumle Gjemme
Jeg frygter, naar jeg har en Ven;
Thi dog jeg lever, Alle mig ei glemme,
Om Døden end mig river hen.
Min elsk’de Ven bevare vil mit Minde,
Og lever han, jeg lever med.
Hans Taarer ved mit døde Legem’ rinde,
Og paa mit stille Hvilested.