Robinson i England
1823.
1823.
Robinson paa fjerne Ø
Fra sin Strand saa eensomstille
Stirrer paa den store Sø:
Hede Længselstaarer trille.
O! dyrebare Fædreland!
Dig Hjertet aldrig glemme kan.
See! et Skib i Bølgen gaaer;
Robinson til Pynten haster.
Frygtsomglad hans Hjerte slaaer:
Give Gud, det Anker kaster!
Flux Skibet standser, Baaden gaaer;
Imellem Brødre Robin staaer.
Med sit sære Eventyr
Kom han til Europas Strande;
Fulgt af Fredag og sit Dyr,
Drog han gjennem alle Lande.
Forlængst vi sælsomt rørte saae
Hist Robinson paa Øen gaae.
Ei blot i Insecters Sværm,
Klædt i sin stive Lamatrøie,
Stod han under breden Skjærm
For det store Digterøie.
Det ogsaa ham i Vrimlen seer,
Hvordan han uvant der sig teer.
Fredag kaster Skindet af;
Gamle Raahed! Du maa vige.
Nobinson gaaer af sin Grav
Atter i et Hverdagsrige.
Hiin fangen Fugl af vild Natur,
Men denne sluppen tam af Buur.
Nobinson er Eremit
Midt i Londons Folkestimmel.
Alt med Nyheds Colorit
Maler sig paa Fredags Himmel;
Saaledes blev, o Skjald! din Selkirk til;
Saaledes blev den vakkre Will.
Hvad Du saae med Digterblik,
Du med sikker Haand os malte,
Og da Campe fra os gik,
Tog Du Plads og meer fortalte.
Og Robinson i England sprang,
I Toner klædt, fra Harpens Klang.
Tak, kjære Skjald! for hver en Gang
Din Harpe glæded’ Danmarks Lunde,
Og Danmarks Hæder med din Sang
Gik over Bjerg og Belt og Sunde.
Saavist som aldrig Nid forgaaer,
Urokkelig din Hæder staaer.