Eensomheden i Skoven
(Ufuldendt.)
(Ufuldendt.)
(1821)
(1821)
Følg mig da nu til Skovens dybe Indre,
Hvor ingen Stjerner gjennem Løvet tindre,
Hvor Solens Straaler ei til Græsset naae!
Der vil vi ene med hinanden gaae,
Ler vil vi hvile i den dunkle Skygge,
Der vil for Venskab vi et Alter bygge,
Og sværge Troskab her, og Troskab hisset.
Nu elsker jeg det melancholske Mørke.
Der kan vi Dyden ubemærkte dyrke,
Og maa end Himlen skjult af Træet staae,
Bag Haabets Grønt vi ahne Himlens Blaa,
Og didhen, didhen skal vor Tanke stunde —
Did komme vi, naar vi i Døden blunde,
Og Verden ikke gnaver paa vor Fred.
Nu Solens favre Lys vi ei behøve;
Dens Straaleglands maa os jo kun bedøve,
Den skinner over Jordens Gøglespil.
Den qvæger Dem, vi ikke ligne vil.
Gak med mig — fly den lumre Hede!
Vi maatte længe nok blandt Hoben soede;
Nu vil vi nær hinanden ene boe.