Sophus Zahle (1797–1837)

Mainymphens milde Aande

Indgyder Blomsten Liv;

Den lange Vintervaande

Flyer hendes Tryllebliv.

Men bedste Blomst i Livet

Af Hjertets Dyb udsprang,

Blev Fyrsteparret givet

Ved Danas Jubelsang.

Ja! Kjærlighedens Lykke,

Den evigfriske Krands,

Er det ei Livets Smykke

I Vaar og Vinterglands?

Naar Naarens Krone falder,

Er dog dens Rose rød;

Og selv for Jublens Alder

Dens Duft er frisk og sød.

See! derfor, Caroline!

Gjenlyder Danmarks Sang,

Som nys for Wilhelmine

Den glade Jubelklang.

Sig tusind Ønsker svinge

Til Gud fra Fredriks Land,

For Lykken at nedbringe

Til Dig, til Ferdinand.

Ei staae vi her tilbage

I Hothers gamle By;

Vort Ønske og skal drage

Velsignende mod Sky:

Ja! gid, som Blomstervrimlen

Omslynger Eders Fjed,

Kjærminderne fra Himlen

Til Eder strømme ned!