Ida Holten
(1820)
(1820)
Unschuld! deine schneeschimmernde Seide,
Siehe! die bleibet, wann trümmert das All.
Farvel, Du lykkelige Aand!
Du har din Seier vundet —
I Himlens Hal, i Christi Haand
Du har din Palme fundet.
From gik Du i vor mørke Dal,
Og saae den lyse Stjerne,
Og tænkte glad paa Himlens Hal
Og Lyset i det Fjerne.
Men Evighedens Land er nær,
Naar Fromheds Fader vinker;
Thi saae Du snart den lyse Herr,
Der os kun dunkelt blinker.
Nu boer Du i den stille Fred,
Som Fromhed os bereder,
Og skuer reen og salig ned
Til dine Elsktes Steder.
For os hos Herren beder Du
Med hellig Engletale:
At Trøstens Mannadug maa nu
I vore Hjerter dale.
At vi med Troens Blik maae see,
At Død os aabner Livet,
At større Skat, end Dødens Lee,
Blev ingen Engel givet.
Af Christi store Juletræ
Fik Du den bedste Gave,
Christ give, vi maae finde Læ
Engang i samme Have!