Martsviolen
(1821)
(1821)
I Græsset staaer liden Martsviol
Og hilser blufærdig den stolte Sol:
Liden Martsviol
Hilser beskedent den skjønne Sol.
O vilde den dog, mens den iler forbi,
Nedstige til mig fra sin Himmelsti:
Mens den iler forbi,
Nedstige til mig fra sin høie Sti!
Dens Smiil har oplivet mit unge Bryst,
Den har mig fyldt med den saligste Lyst:
Mit unge Bryst
Har Straalerne fyldt med den saligste Lyst.
Naar Læben sig aabner til Morgensuk,
Bortkysser den Skjønne min Taaredug:
Ved mit Morgensuk
Bortkysser Solen min Taaredug.
Men bort den farer saa stoltelig
Og lader kun Nat tilbage hos mig:
Saa stoltelig
I Nattens Favn nedstyrter den mig.
Saa kaster jeg mig i det kolde Hav
Og sukker Farvel fra min vaade Grav:
I det kolde Hav
Jeg sukker Farvel, og finder min Grav.
Liden Mø, saa skjøn som den stolte Sol,
Tænk flittelig paa liden Martsviol!
Du Ynglingens Sol!
Vær bly og beskeden som Martsviol!