I Danmark jeg fødtes, og der vil jeg døe,
Paa skovkrandste Holm i den fraadende Sø.
Der Kjærlighedsflammen sig blander med Mod,
Der strømmer i Aaren det ædleste Blod.
Der var det, at Hvitfeldt med saligste Lyst
Paa Røgskyen seiled’ til Himmelens Kyst;
Der var det, at Viggo med seirende Mod
For Kongen, sin Herre, udøste sit Blod.
Der var det, at Tiggeren hented’ sin Ret
Hos Kongen, naar Dommeren dømte ham slet:
For Eiegod fældtes der Taarer af Mænd,
Mens Qvinder med Glæde gav Smykket for Svend.
Ja! det var fra Arildstid Skik i vort Dan,
At elske sin Konge, sit Fædreneland.
Derfor ligger Løven i Dannemarks Skjold
Saa tryg og saa rolig blandt Hjerternes Vold.
Ja! før skulle Hjerterne vorde til Steen,
Før Kjærlighedstræet skal tabe sin Green.
Før Danen for Konge og Land bliver kold,
Bli’er Løven til Tiger i Dannemarks Skjold.
Fra Oldenborg fik vi et kongeligt Træ,
Skjønt blomstrer vort Danmark i Grenenes Læ;
Gud signe Kong Fredrik, det sildigste Skud!
Gid aldrig den herlige Stamme gaae ud!