Hulda i Lunden
1826.
1826.
Maisolen vinked Hulda i Foraarsluften ud;
Ved Hybenbusken standsed den glade unge Brud:
„I Blade lysegrønne! Du Blomst saa frisk og rød!
Nys Kjærlighedens Rose af Haabets Knop frembrød.”
„I stakkels grønne Blade! Du stakkels Rose rød!
Snart komme barske Vinde med Eders visse Død;
Men Blomsten i mit Hjerte, den blomstrer aldrig af,
Den blomstrer gjennem Livet, den blomstrer bag min Grav.”
„Du er som Kindens Rødme, en Blomst, der falme maa;
Men hvad af Aanden voxer, det aldrig kan forgaae.
Jeg elsker Wilhelm evig, han evig elsker mig;
Som Green i Green, saa Aanden i Aanden slynger sig.”
Da bøied Vinden kjærlig til Hulda Duften hen,
Den bedste Blomst hun plukked, som Gave til sin Ven.
— „En Gave til min Wilhelm! — Du Gode! vredes ei!”
Da vifted Vinden atter — og Busken rysted: „Nei!”