Med Guderne fortrolig,
Tilfreds med ringe Kaar,
Gik Gyges glad og rolig
Og vogted Kongens Faar.
Naar Morgenrøden smilte,
Han op fra Leiet sprang,
Og med sin Hjord han ilte
Til Kongens Kløvervang.
I Palmetræets Skygge
Han sang de gamle Qvad
Om en forsvunden Lykke,
Om Kjærlighed og Had;
Hvorledes Syrinx gyste
Af Angst ved Flodens Bred,
Mens Pan af Harme fnyste
Og skuffet Kjærlighed.
Hvorledes Daphne standsed
Og blev et helligt Træ,
Der Digterne bekrandsed
Og Hyrderne gav Læ;
Hvorledes selv Kroniden
Ned fra Olympen steg,
Og kortede sig Tiden
I Elskovs søde Leg.
Det fra hans Læbe toned,
Det fra hans Fløite lød;
Pans Billede han kroned,
Og Melk som Offer flød.
Til Kildens Nymphe slynged
Han tidt en Blomsterkrands,
Hvormed hun stolt sig gynged
I Solens milde Glands.
Han offred til Dryaden,
Som havde Hyrden kjær.
Ham svarte Oreaden,
Naar Bjerget han kom nær.
Artemis venlig vinkte,
Naar hun fordi ham gik,
Det gyldne Kogger blinkte,
Lyst funkled hendes Blik.
Ved hver en Aftenrøde
Hans Hustru, ung og skjøn,
Kom længselfuld imøde
Med Datter og med Søn.
Det var en Hjerteglæde;
Hvergang var Lykken ny;
Hvor Eros har sit Sæde,
Der flygter Sorgens Sky.
Med Guderne fortrolig,
End glad ved sine Kaar,
En skyfri Morgen rolig
Han gik fra Kongens Gaard.
Men pludseligt sig hyller
I Skyer Himlen ind,
Og voldsomt Regnen skyller
Ned over Bjergets Tind.
Mens Gyges halvt i Drømme
Sad taus ved Træets Rod,
Da aabne Regnens Strømme
En Hvælving ved hans Fod.
Han ned i Dybet stirrer —
En Kobberhest der staaer.
Han støder, saa det klirrer,
Mod Siden huul og haard.
Op sprang det skjulte Gjemme;
En gravlagt Helt han saae.
Han kan ei Lysten tæmme,
Han Alt betragte maa.
Mens Alt han grandsker nøie
I Kæmpens stille Grav,
Han paa en Ring faaer Øie,
Som man den Døde gav.
Begjærlig han den flytter
Hen paa sin egen Haand,
Det drøner — angst han lytter
Og flyer for Kæmpens Aand.
Snart Levende han finder
Og viser dem sin Skat;
Han dreier den — og svinder
For Alles Øine drat.
Da mærker han ved Ringen
Et Trylleri ukjendt:
Alt seer han, seet af Ingen,
Saasnart han den har vendt.
Er Stenen vendt mod Haanden,
Han, Hvad han ønsker, faaer.
Han flyver kjæk som Aanden,
Og, hvor han vil, han staaer.
Da Aftnens Straaler gløde,
Hans Hustru, ung og skjøn,
Gik længselfuld imøde
Med Datter og med Søn.
Snart maae de bittert græde,
Ei meer han møder dem;
Og Kjærlighedens Sæde
Blev til et Sorgens Hjem.
I Kongeborgens Sale,
Gaaer Gyges kjæmpeskjøn;
Han glemmer Hyrdens Tale,
Sin Hustru, Datter, Søn.
Den unge Dronning tænder
I Hjertet Elskovslyst;
Og Morderpilen sender
Han skjult i Kongens Bryst.
Han Kongens Bæger tømmer;
Nu er han Lydiens Drot;
Men aldrig sødt han drømmer
I Lydiens Kongeslot.
Den gamle Hyrdeglæde
Besøger ham ei meer;
Tidt maa han lønligt græde,
Naar han sin Hytte seer.
Den dræbte Drot sig stiller
For ham i Nattens Stund;
Hans Tanke sig forvilder;
Han vaagner af sit Blund.
Om Hjælp han heftigt skriger,
Hans Drøm staaer for hans Sind;
Og Kongevagten stiger
Med Sværd i Hallen ind.
Der staaer den blege Hyrde;
Af Haanden Ringen gled;
Hvad? — Vil Du Kongen myrde?
De flux ham hugge ned.
Hvor han sin Herre dræbte,
Han ligger i sit Blod.
Han efter Lykken stræbte,
Og Lykken ham forlod.
Med Guderne fortrolig,
Tilfreds med ringe Kaar,
Han gik saa glad og rolig
Og vogted Kongens Faar.
Men i sin Kongebolig
Med blodbesmittet Sind,
Ulykkelig, urolig,
Han gik med Graad paa Kind.