Hr. Jens, han seiler fra Sjølunds Ø,
Til Jylland hans Cours monne stande;
Med Taarer stirrer saa mangen Mø
Henover de grusomme Strande.
Men mere han var end Pigernes Jens,
Han vandt selv Mændenes Hjerter;
Han vandt mit eget, han vandt min Vens,
Og derfor Afskeden smerter.
See! derfor staae vi om ham i Kreds,
Saa nødig vi ville ham slippe;
Men Skjæbnens Hjerte, det dagligt sees,
Det er saa haardt som en Klippe.
Nu følge vi Dig, vor kjære Ven!
Med Ønsker til jydske Stranden,
Lidt af dit Hjerte bli’er her igien,
Det tør vi sige forsanden.
Gid Lykke blomstre for dine Fjed
I Colding By og Alminde!
Gid Venskab og ædel Kjærlighed
Maae mange Krandse Dig binde!