Den skjønne Forsoning
Oehlenschlæger og Baggesen.
Oehlenschlæger og Baggesen.
(1826)
(1826)
Den gamle Dannebarde higer
Med Længsel til sit Fødeland,
Og Kjærlighedens Gratie viger
Ei fra den trætte Vandringsmand.
End eengang vil han Danmark skue,
Døe vil han i sin Moders Favn:
„Den sidste Gnist af Livets Lue,
Den tage Du, min Fødestavn!”
Men mattere sig Foden flytter,
Og Staven falder af hans Haand;
Det gamle Legem understøtter
Ei meer den evigunge Aand.
Da nedsteg Dødens hulde Engel,
Og sænked’ Faklen for hans Fod:
Som Søvnen med sin Valmuestængel,
Den Fredens Porte ham oplod.
Med harnlig Attraa hjem han stunded’,
Da aabned sig det bedste Hjem:
Paa fremmed Sted hans Øie blunded’,
I Himlens Sal han aabned dem.
Men Fredens Aand, han med sig bragte,
Fløi over Bølgen til hans Ø,
Og Kjærlighedens Lue vakte,
Og bød den gamle Harme døe.
Selv Nordens elskelige Digter,
I Levnet, som i Værker stor,
Sin Aand ei med sit Hjerte svigter,
Om Broderurnen Lauren snoer.
Ja! Døden Hjerterne forsoner;
Enhver beholde skal sin Glands:
Du, Adam! dine Laurbærkroner,
Immanuel sin Laurbærkrands.
Fred være nu med Digterstøvet!
Og Hæder med hans Digteraand!
Men, Danmark! slyng i Laurbærløvet
Nu Roserne med venlig Haand!
Elsk ham, som med sit Minnibæger
Udslukte Harmens sidste Glød!
Ræk Palmen til din Oehlenschlæger,
Som selv sin Fjende Krandsen bød!
Ja! elsker ham, I Danmarks Sønner!
Forøg ved Kjærlighed hans Kraft!
Med Hjerter Skjaldens Hjerte lønner!
Styrk Digteraarens ædle Saft!
I venligt Ly af lune Buske,
Der trives Digterrosen karsk,
Men døer, hvor kolde Vinde ruske,
Og Uveirsstormen raser barsk.