„Paa Jorden hersk!” saa Himlen bød,
„Jeg har Dig Herredømmet givet.
Du styre Alt i Verdenslivet,
I Luftens Favn, i Havets Skjød!
Hvor end Du vil din Haand udstrække,
Jeg lover Dig, did skal den række:
Dig Jorden underdanig er.”
See, Mennesket sin Magt har brugt!
Han fanger Hvalen under Polen,
Han griber Fuglen under Solen,
Han faaer med Skovens Tiger Bugt;
Han over Oceanet springer,
Som Fugl han sig i Luften svinger,
Han er Guds Billed, Jordens Gud.
Ja! Aanden, medens Jorden staaer,
Alvældig over Verden byder;
Den evig friske Blade skyder;
Ei visner, Hvad i den Du saaer.
Af evig Kraft den fik sit Stempel,
Den over Stjerner har sit Tempel,
I Evighed sit rette Hjem.
Derfor med kraftig Ungdomsild
Vi pløie Aandens Foraarsager,
Og Jorden alt de Frugter smager,
Som først i Himlen modnes vil.
Her Solen tidt bag Skyen træder;
Men evigt Solskin hisset glæder
I Himlens eviggrønne Vaar.
Derfor vi vandre Haand i Haand:
”Een Mand kan ikke Marken dyrke;
Men vor Forening skal os styrke,
Og seire skal vor Broderhaand.
Eet Maal vi have for vor Stræben,
Eet Løsen have vi paa Læben:
„Bestraal, o Sandhedssol! vor Jord!”