Laura
(1815)
(1815)
Rig paa Ynde,
Ukjendt med at synde,
Laura stod, en Rose underskjøn.
Trofast, huld og kjærlig,
Varm og ærlig
Elskte hende Ludvig, Fromheds Søn.
Heed er Middagsstunden:
Udi Lunden
Lad os søge Skygge, Frihed, Fred!
Med hverandre
Under Bøgen vandre,
Indtil Solen gaaer i Søen ned!
Solen viger,
Dunkel Skyen stiger;
Større Mørke i den tause Lund.
Himlen Taarer fælder,
Regn nedvælder;
Skummel er den sorte Aftenstund.
Tordnen ruller,
Majestætisk Bulder!
Ludvig, Laura flye for Regn og Brag;
Ly de søge
Under Lundens Bøge;
Træet hvælver over dem sit Tag.
Lynet flammer;
Ak! det naaer, det rammer
Ludvigs Brud og Ludvigs bedste Lyst.
Død hun segner,
Kinden, Læben blegner:
Blodet farver rødt det hvide Bryst.
Ak! jeg Arme!
Gud sig mild forbarme!
Hun er død; død er min Glæde med.
Gud Du raade!
See til mig i Naade!
End min Kummer, min Elendighed!
Mellem Lundens Bøge
Hvilested de søge
For den fromme Lauras kolde Been.
„Laura, from og dydig,
„Aldrig Gud ulydig,
„Hviler under denne Marmelsteen.”