Da Udgiveren af denne Digtsamling i Aaret 1837 lod en Indbydelse til Subskription udgaae, havde han ingen Anelse om de Vanskeligheder, som siden reiste sig mod at faae Samlingen tilveiebragt. Han haabede nemlig blandt den Afdødes Papirer at finde i det Mindste en Begyndelse til en saadan Samling, eftersom der endog nogle Aar iforveien var udgaaet en Bekjendtgørelse, at Digte af Sophus Zahle vilde udkomme paa Reitzels Forlag; men i dette Haab fandt han sig skuffet. Han maatte derfor søge rundt omkring, hvor det kunde formodes, at Noget til Hensigtens Opnaaelse var at finde, og dette er fornemmelig Grunden til, at Udgivelsen er bleven saa længe opsat. Meget bragtes nu sammen; men ogsaa Valget af, Hvad der burde optages i Samlingen, og Hvad der burde forblive utrykt, foraarsagede ikke ringe Vanskelighed. Vel erkjender Udgiveren, at Meget af det Optagne hverken fra den æsthetiske Side, eller med Hensyn til Emnet vil kunne have almindelig Interesse; men han har dog ikke villet udelukke det af Samlingen paa Grund af den Interesse, han antagervDigterens Venner endnu nære for ham, og det mulige Savn, de vilde føle ved ikke at finde, Hvad der i sin Tid paa en eller anden Maade havde tiltalt dem.
Med disse Forord udsendes da denne Digtsamling til de Mange, der ved Subskription have fremmet dens Udgivelse. At nogle Linier tilføies, for at give et kort Omrids af Forfatterens Liv, vil maaskee ikke være uvelkomment.
Ernst Sophus Wilhelm Zahle er født den 19de Marts 1797 paa Vemmetofte, hvor hans Fader da var Præst. Denne forflyttedes i Aaret 1799 til Slaglille og Bjernede Menigheder. Sønnen fik i sit Hjem en omhyggelig Underviisning, indtil han 1810 blev sat i Herlufsholms Skole. Allerede meget tidligt yttrede han stor Lyst til at læse Reisebeskrivelser, og derved vaktes upaatvivlelig for en stor Deel den Lyst til Naturhistorien, som han medbragte til Skolen, og som næredes af denne Videnskabs ivrige Dyrker, Skolens uforglemmelige Lærer, Melchior, hvis Priisskrift om den danske Stats og Norges Pattedyr han efter Forfatterens Død udgav 1831. Ogsaa Lysten til at skrive Vers vaagnede tidligt hos ham. Det første Vers skrev han, saavidt vides, til en Meddiscipels Fødselsdag i November 1813, og mange af de Digte, Samlingen indeholder, ere allerede fra Skoletiden. Han udmærkede sig i Skolen ved sin Flid i alle Videnskabsfag, og skjøndt han 1816 var moden til at dimitteres, forblev han dog af egen Tilskyndelse eet Aar endnu i Skolen. I denne Tid havde han den tunge Skjæbne at miste sin Fader. 1817 underkastede han sig Examen og erholdt 10 Udmærketgodt og 2 Megetgodt. Aaret efter tog han anden Examen med Udmærkelse og vikarierede derefter et halvt Aar for sin ældre Broder som Lærer ved den samme Skole, han Aaret iforveien havde forladt. I Studenteraarene maatte han, for at erhverve sig det Fornødne, da Stipendium Valendorfianum og Communitatis ikke vare tilstrækkelige for den aldeles uformuende og faderløse Student, informere meget; især sysselsatte han sig med at forberede unge Mennesker til Artium, og han dimitterede ikke Faa. Imidlertid lod han ikke sit kjære naturhistoriske Studium hvile, men drev dette tilligemed Theologien, hvori han i Juli 1822 tog Attestats med Laudabilis. Kort efter sin Embedsexamen ansattes han som Adjunct ved Metropolitanskolen, i hvilken Stilling han forblev, indtil han i Sommeren 1821 kaldtes til Sognepræst for Assens og Klakring Menigheder i Jylland efter Forslag af Herren til Palsgaard, Major von Reedtz, hvis næstældste Søn han havde dimitteret. I Efteraaret samme Aar førte han sin Brud, sin tidlig bortdøde Vens elskelige Søster, Wilhelmine Bøttger, som sin Hustru ind i Præstegaarden, sit nye Hjem. Her henlevede han, elsket som Sjælesørger af sin Menighed, agtet af alle Omgivende, fem lykkelige Aar og velsignedes i sit Ægteskab med en Søn og en Datter. Dog led han et betydeligt Skaar i sin Lykke, idet der i en Sygdom tilstedte hans kjære Hustru en saadan Svækkelse i den ene Hofte, at hun aldrig siden, uagtet al anvendt Hjælp af de dueligste Læger, kunde gaae uden Stok eller Krykke. I Foraaret 1829 forflyttedes han til Hvedstrup og Flyng Sognekald i Sjælland, hvorfra han den 17de October 1836, Dagen efter at Landsbypræsten efter Tilsigelse havde prædiket for Hoffet, blev udnævnt til Hof- og Slotspræst i Kjøbenhavn. Men denne Lykke varede kun kort; thi Wilhelmine udaandede sit Liv efter en haard Sygdom Fastelavns Søndag, den 5te Februar 1837, og Sorgen i Forening med tilstedende Sygdom tærede saaledes paa den tilbageblevne Ægtefælle, at han 7 Uger efter, Natten imellem den 29de og 30te MartSs fik sin Længsel efter at forenes med den forudgangne Kjære stillet. Søndagen iforveien, Paaskedag, prædikede han med synlig Anstrængelse i Slotskirken, kom syg hjem og hensov fjerde Dagen efter, og saaledes bleve Sønnen og Datteren i mindre end to Maaneder forældrelese Børn. Hans Menigheder i Hvedstrup og Flyng viste ved hans Jordefærd, og da hans afsjælede Legeme blev ført fra Kjøbenhavn til Hvedstrup, at de endnu bevarede deres Hengivenhed for deres forhenværende Sjælesørger. Han sover nu i Fred og vil stedse mindes med Kjærlighed og Veemod af de Mange, der levede et Kjærlighedens Liv med ham.