Til en Ven
(Ved hans Afrejse til Italien. 1830.)
(Ved hans Afrejse til Italien. 1830.)
Elskelige Ven! Dig Gud ledsage
Paa din Kredsvei til dit Fædreland!
Ja! først da, naar her Du er tilbage,
Dig og mig jeg ret lykønske kan;
Først, naar hjem Du kommer,
See vi atter Glædens lyse Sommer;
Veemod er et halvklart Efteraar.
Meget paa din Vei Dig vil henrive,
Nyt Du seer ved alle nye Skridt;
Dog vil tidt det Nye gammelt blive,
Og det Meget blive saare Lidt.
Dresdens Malerier
Kun Madonna eier i Copier —
Danmark hende har original.
Ja! Din Elskte vil Du ofte savne,
Netop naar Du meest fortryllet staaer,
Og den tryggeste blandt alle Havne
Først i hendes Favnetag Du naaer.
Fader, Moder, Søster
Ikkun Tanken om din Gjenkomst trøster
I den sørgelige Afskedsstund.
Og en Slagfjer af mit Venskabs Vinge
Rokker Du, idet Du drager fort,
Hvis ei Aanden rask sig kunde svinge
Over Fraværsmellemrummet bort.
I det kolde Norden
Aanden stærk og Hjertet varmt er vorden,
Isen kan ei dæmpe Heklas Ild.
Men i Syden Du vil Meget finde,
Som Du savner i det kolde Nord;
Reisen vil Dig vennehuldt forbinde
Med en større Kreds af denne Jord.
Du i Verden drager,
Verden Du med Dig til Hjemmet tager,
Skjønt udvikler sig din skjønne Aand.
Kunstens Ild og Vældens Pragtruiner
Skal Du finde i der gamle Rom.
Wittenverg gjenkalder Kraftens Miner,
Som har sprængt det usle Pavedom.
Dresdens Kunstnersale,
Schweizes Fjelde, Gletschere og Dale
Ordner Sjælen til et herligt Heelt.
Løft da, Elskte! kun din Trækfuglvinge!
Hent Erfaring Dig og dan din Aand!
Men dit eget Hjerte maa Du bringe,
Det er fuldendt af Naturens Haand.
Gud Dig nu ledsage!
Bliv ei modløs, naar Du seer tilbage!
Danmark er de Danskes Paradiis.