Jeg kjender et Land, som har Bølgen til Vold,
Et blomstrende Eden i Norden.
Jeg kjender et Land, som har Troskab til Skjold,
Den tryggeste Hjemstavn paa Jorden.
Med jublende Stolthed, med inderlig Lyst
Den Danske det kalder sin Fædrenekyst.
Jeg kjender et Land, hvor Retfærdighed boer,
Hvor Borgen ei Hytten kan knuse,
Hvor Frihedens Poppel i Slotsgaarden groer
Og trindt om de laveste Huse.
Glad træder den Danske for Billedet frem,
Og kjender sit Danmark, sit Fædrenehjem.
Jeg kjender et Land, hvor i ældgammel Skrift
Man Mindet om Fædrene gjemmer,
Hvor Høienes Bautasteen, Kæmpens Bedrift
Til Manddom og Ærefrygt stemmer.
Det gamle, ørværdige, hædrede Land,
Det kalder den Danske sit Fædreneland.
Jeg kjender et Land, hvor den ædleste Drot
Med Kjærlighed Tronen begrunder,
Hvor Ringhed, som Høihed, til Herskerens Slot
Frimodig og tillidsfuld stunder.
Velsignede Danmark! din Lykke er stor;
Gid længe Kong Fredrik maa styre dit Ror!