Paa Leireborg Rolf Krage staaer;
I blanke Fjord en Seiler gaaer:
Rolf kjender Skuldas Snekke.
„Gaa, Træl! bered en lækker Brad!
„Dæk Salens Bord med Høitidsmad
„For talrig Gjæsterække!”
„„Min Konge, tag dit Liv i Agt!
„„Lumsk truer Dig en fjendtlig Magt;
„„Hør! — Navnene de skrige.”” —
„Nei! Hjartvar bringer Sølv og Guld
„Og Venskab og min Søster Skuld’,
„Det kan Dig Kragen sige.”
Blodstraalen sprang af Oxens Bryst,
Og Faaret lod sig slagte tyst;
Vel hundred Halse blødte.
Jagthornet klang i Elleskov,
Vildbassen bed i saaret Bov,
Da Pilens Od den mødte.
Nu Hjartvar gaaer i Kongens Sal,
Forlyster sig i Leiredal,
Til Aftenstraalen slukkes.
Da drage de til Gjæstebord,
Skaaningen hentes op fra Fjord,
For Ingen Borgen lukkes.
Mjødhornet gaaer i Kæmperad;
Der drikker man til tørre Mad,
Som Kæmper det mon sømme.
De Svenske kysse Randen kun,
De Danske til den snevre Bund
Det tunge Guldhorn tømme.
Rolf gaaer til Søvn, af Mjøden ør;
Men Hjartvar gaaer paa Rævekløer
Og Hjelm og Harnisk tager.
Mens Maanen lyser rød og fuld,
Da lister Herren sig bag Skuld,
Og lumsk til Mordet drager.
Nu farved Blodet Kongens Gaard,
Og Løven, mat af Slangens Saar,
For lumske Sværd sig bøied.
Snart blev det tyst i Leirelund;
Men vildt i Barmens dybe Grund
De sorte Tanker støied.
Dog — Rolf! Du est udødelig,
Skjøndt Slangen vilde fælde Dig:
Hvo kan din Hæder fælde?
Saalænge gamle Issefjord
Sig mellem Sjølunds Marker snoer,
Skal Saga om Dig melde.