Ved Dronningens Fødselsdag 1829
(1829)
(1829)
Fra Hroars klare Kilde,
Fra blanke Isefjord
De danske Konger milde
Uddrog til Syd og Nord.
Da glimred midt i Norden
Det gamle Roeskilds Ny:
Men see! nu er det vorden
En uanseelig By.
Hvor Kongeborgen kneiste,
Gaaer Ploven dybt i Jord;
Hvor Snekken Seilet heiste,
Den grønne Eng sig snoer.
Saaledes seirer Tiden
Snart over Glands og Pragt.
Den store By blev liden,
Dybt sank dens stolte Magt.
Men Fortids kjære Minder,
Dem vi bevare troe.
Mens Hroars Kilde rinder,
De i vor Barm skal boe.
Hos sig hæved Stammen,
Der end er Danmarks Skjold
Og aldrig slukkes Flammen
For Kongeslægten bold.
Hvergang en festlig Glæde
Opliver Kongens Sal,
Vi slynge Festens Kjæde
Ved gamle Herthadal.
Nys brød Marias Morgen
Paany af Tidens Skjød,
Da blev for Kongeborgen
Og Danmark Glæden fød.
Ja! Dannemarks Maria!
Høit Hjertet for Dig slaaer.
Gid Glæden maa indvie
Din Dag i mange Aar!
Ved Fromhed bar Du vundet
Dig Kjærlighedens Krands.
See! Hjertet har den bundet,
Og evig er dens Glands.