Kalliope
→
Digtere
→
Jeppe Aakjær
→
Førstelinjer
Jeppe Aakjær
(1866–1930)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af Jeppe Aakjær på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Abel ofred af Hjordens Lam
A bowr herud’e o æ Hie
A haar tjent Jens Masen
A kam op ad Resendaal
Alle mine Længsler de smyger sig om dig
Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel
A war gan hen te Jeps ijaes
Axel havde saa lyst Humør
Aa, giv mig nu det ene Kys!
Aahej, Hr. Mikkel, nu har jeg dig
B
Bjergmand, Bjergmand, er du derind’
D
Da nu det sig rygted til Fjendernes By
De beder derinde for aabne Døre
De gamle Dage er ikke glemt
Den første Lærke, den første Lærke!
Den Gud, jeg beder til i Løn
Den Gaang te a war gywt mæ Lavs
Den Muldvarp han graver i Morr og i Muld
Den raske Smed har alt optændt sit Baal
Den skjælmske Gjøg, som ler paa Danmarks Vang
Der boed en Bonde paa Kildebæks Bred
Der dukker af Disen min Fædrenejord
Der er en Sugen i vor Barm
Der er et Land saa indeklemt
Der er et Ord, som ingen Mand tør glemme
Der er saa stille i Huset
Der fløj en liden Sommerfugl
Der gik saa krumme Veje
Der gor en Mand mell’ Grønning-Knold’
Der gaar en O her vejsterpo
Der gaar en Aa i min Faders Eng
Der gaar saa meget tilspilde
Der hænger paa min Nabos Væg
Der kam’ en Trold fræ Daabjærgdojs
Der kom en Skrædder til vor By
Der kom fra Kathedret et gjaldende Raab
Der laa paa Toften en gammel Gaard
Der red en Rytter over Steppen hvast
Der risler en Bæk i det stenede Krat
Der sad to Venner ved et Krostubord
Der skrider i Lyset et frelsende Tog
Der so en Mand paa Vinkel Vratt’
Der so tow Kragger paa Kistelbakk’
Der stod en lille vred Mand
Der staa en Bygning i en gammel Gade
Der staa en Purle ved Vejens Sving
Der var engang en Grand danois
Der var tre vældige Trolde
Det banked paa min Rude
Det er en stille Gjærning den at sætte
Det er favnende Nat over øde Kjær
Det mindste Tryk paa et raadent Æg
De to kan ingen skille ad
De to’ mæ paa tredve Favne Wand
Det var i den Time, hvor Ax og Rør
Det var sig Zachæus fra Jericho
Din Ransel er lappet og graa, Farlil
Do handler med Skrøwter, som hwer Mand ved
Do slæft’ med æ Kratt’ øwer Jyllands Jurd
Du hellige Kirke i Syd og Nord
Du kjære brune Hede
Duncan Gray kom her som Fri’r
Du Smaa, du Smaa
Du stolte Himmelhvælving
Du sære Land
Du var ung, du var frisk som den vaarfødte Blæst
E
En Aften paa Engen sa’ Jakob til Svend
En Bonde med sin Sædekurv
En Damper kom fra Biberich
En Klokker er Klokker, hvordan det gaar
En lystig Sang, ja, en lystig Sang
En Nat da Løv lig Flagermus
En stormfuld, barsk Novemberkvæld
Er du syg i dit Sind, er der Brod i din Sjæl
Er æ Plads mærked aa, sæt æ Arbed i Gaang
Et godt Glas Vin, en solfyldt Eng
F
Femogtyve lange Aar
Femogtyv’ Aar, de gi’r mange Slags Kaar
Fordum Fyrsters kjøbte Slave
Forpagter Lars med den store Vom
Fra énsom Vraa jeg stirrer ud
Fræ Kistelbak og te Søndergaard Hyw’
Før luded den Bonde saa grætten mod Væg
G
Gâl nu, min Hane, Dagen er nær
Gamle An’ Væver hun færdes saa stille
Gamle Søren, lad mig mindes
Giftes vil hver Pigelil
Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg
Gjøgen galed i Danmarks Lund
Gjøgen kukker, Solen svinder
Grøn staar Vinterrugen
Grønt gror nu Sivet, ja
H
Han bor derude ved Bysens Skjel
Han gaar og tænker, hun gaar og traller
Han kommer fra Norden
Han kommer med Sommer, han kommer med Sol
Han kommer over Engen, han skinner som en Sol
Han Ole bor paa Heden
Hans Kjortel er laset i Sømme og Foer
Han var en stille Vandringsmand
Har du set min Venindes Øjne
Har I nu Tænder i Riven sat?
Havet gaar højt
Hej, hvilken herlig Vind!
Her er Soen, sikken én!
Her gik Træk af vilde Svaner
Her har han gaaet den ranke Mand
Her har jeg Himlene over min Isse
Her har jeg staaet i tusinde Aar
Her kommer fra Dybet den mørke Armé
Her sejjer a, en betle Haar
Her vendte Far sin Plov, aa, saa mangen, mangen Gan
Hil sidder du Maage paa Sallinglands Kyst
Hun rakte frem sin Mund til Kys
Hun vogtede Faar
Husbond, Husbond, stands dit Kiv
Hvad kan en ung Kvinde
Hvad skal de Fakler ved Raadhusets Port
Hvem sidder der bag Skjærmen
Hvem staar dér ved min Kammerdør?
Hvem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Røsten
Hvi vanker du gamle Kvinde dér
Hvor Agrene slipper og Lyngen begynder
Hvorfor skal Mandens Slægt
Hvor herligt du lyser, du krummede Fjord
Hvor Kværnen dumrer i den dybe Dal
Hvor Lensgodset dækkes af sin milelange Skov
Hvor Marken standses af frønnet Led
Hvor Ormen klam sig lang i Sporet strækker
Hvor var det ikke saligt
Hvor Ørnene drømmer bag rimtynget Gren
Hwor er æ skjon, te de er te
Hør hvor den hyler, den gamle Sten
Hør hvor let dens Vinger smækker
Hørte du noget som summed her?
Høvlen gik: galant! gelik!
Haar do hør’, haar du hør’, te Pe’ Døw han er dø’
I
I dag en Engel fin og skjær
I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver
Ifald jeg kunde danse
Imellem to mørke Høje
I Sommersolglans glimted Jakobs Gaard
I Syden saar man Kanoners Sæd
J
Ja, bejste Hr. Meyer!
Ja, far der war en Stien a’ Skyw’
Jeg bad til Gud én eneste Bøn
Jeg bærer med Smil min Byrde
Jeg drømte, — ak, hvad drømmer man
Jeg er født paa Jyllands Sletter
Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa
Jeg er vel kun en lille Pige
Jeg gik mig ud at vandre
Jeg gik til Vindvet og stirred ud
Jeg har gaaet i gyldne Slotte
Jeg kommer langs en øde Sti
Jeg kysser dine Kinder, jeg kysser dine Læber
Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst
Jeg lover dig Lykke paa Rejsen
Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod
Jeg længes i dit Favntag
Jeg nynner, jeg synger ved Gry og ved Kvæld
Jeg pløjede min Ager fra Øst og til Vest
Jeg rev min Haand i Flænger
Jeg ser mod Himlen. Ej én Stjærne blinker
Jeg vandrer her saa ensomt ud ad min Hedevej
Jeg var stædt i Ve og Vaande
Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
Jens Fisker han bo’de derude ved Aa
Jens Hurra kaldtes en Ungersvend
Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok
Jens ved æ Bæk
John Anderson, min Fryd, John
Junkerspiren kaster stolt med Nakken
Jørgine var en Pige alt udaf Bondestand
K
Ka’ Drebæk lægger sit Lat paa Bleg
Kanske det er vort Hjærtes Fejl
Karen vandede Kaal i Bed
Kjestens Ko var saa god som to
Kjørmes Knud’, hør ham tud’
Kom alle Hunde til min Dør
Kræn Dejler kjører hans Tørv i Land
L
Legende Barn af en legende By
Lidt sønden Fløj
Lille Bror, hvad var der fat
Loke han saar
Lyd af Latter, Klang af Gafler
Lyset tændt, Minderne tændt
M
Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok
Med Bisselæ’r i mine Sko
Med Fingre stive af Stræb
Med Pølseryg og Istervom og Nakken stiv
Med raske Trin jeg over Lyngen skred
Mens Jorden sover Rusen ud
Min Helt det er den stærke Lucifer
Min Mor var bleven gammel
Mi’ Søn er bitte Pejr, og a haar jo kuns den jen’
Moders Dyner er lagt paa Hæs
Morgenens vældige Sol
Mor, har du set, hvad der staar bag Diget?
Musen sad ved dine Strande
Maa jeg tage din Haand, nu det dufter af Hø
N
Nej Fanden sku’ fejst’ sæ da mir te Jens Kræme’!
No søen vil du aaltsaa forlaad’ mæ, Jens Fløj
Nu bleges Himlen, for Sol er nede
Nu dages langsomt hjem det gule Korn
Nu er Dagen fuld af Sang
Nu er det længe siden
Nu er Sæd en lang og gul
Nu har vi læst Aviser nok
Nu løves alle Bøge
Nu skal du ha’ din Havrekjærv
Nu tager den Bonde Bælgvanter paa
Nypudset i Solen sad munter en Myg
Nys jeg gik i den dybe Sne
Naar Bonden vel har saaet sin Byg
Naar Grisen den skal slagtes
Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand
Naar Køerne er malked og Mælken siet op
Naar Skovmosset drikker den høstmilde Regn
Naar Stormen med de røde Teglsten spøger
Naar Vildgaasen larmer Valborgnat
O
O, du min Barndoms glade Fugl
O du, som i din Himmel bor
O, elskte Pige, sover du?
Og aldrig stemmes en Sjæl saa glad
Og det var liden Maja
Og det war den Tid, da vi aaltid war tow
Og Far gaar rundt paa Loen
Og her kommer a med mi’ Hywl og mi’ Kjep
Og ledes din Sjæl ved Dagens Støj
Og Plagene pruster i Morgentrav
Ole sad paa en Knold og sang
Om Danmarks Strande render den blanke Bølgesnor
Om én af ærlig Fattigdom
Om Kvisten der blæser en strygende Vind
Om Zeus steg ned fra Himlen
O saa i min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab
O, Vestenvind, min Barndoms Vind
O vil du gaa med mig
P
Paa Blomsterlejet ved en Aa
Paa Sallings Jord er der godt at bo
R
Rugens Dræ fylder Aftenluften
Raabet stiger i Morg’nens Skjær
S
Se dig ud en Sommerdag
Se, Fædrelandet løfter sig frem
Se, Slidder og Sladder er der nok, der vil før’
Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner
Sig mig, hvad du beundrer mest?
Skuld gammel venskab rejn forgo
Snart er du slettet ud, mit Barndomsland
Sneflokke kommer vrimlende
Solen ler saa godt og mildt
Som a gik med mæ sjel
Som dybest Brønd gir altid klarest Vand
Spurven sidder stum bag Kvist
Stigen op og Lugen ud! og saa gaar Far paa Lofte
Stille, Hjærte, Sol gaar ned
Store Dag, Alvorsdag
Store John han ønsked’ sig kun to Tønder Land
Strømmen drev og tog Baaden med
Sump-Vidjen brummer i Nattens Sus
Saadan som han der fødes ikke mange
Saa er du død, min lodne Ven
Saa fager fòr hun gjennem Havens Gange
Saa fik du da endelig Digteren dømt
Saa langt jeg stirrer i Danmark ud
Saa lyst et Sind, som her gled under
Saa mangen Slægt lig knækket Rør
Saa rejses Sten for Danmarks bedste Mand
Saa synger jeg nu om en gammel Degn
Saa tror du, Studenten er tør som en Pind
Saa vejer vi nu atter i vor bævende Haand
T
Tag min Sjæl naaderige Gud
Tho a er no Røjter, og a er fræ Fløj
Tho wal er a en simpels Mand
Tillader de høje Gjæster
Tit op fra din Ager! Hvor gaar det, du Smaa?
Tusind Aars Skille. Saa slog de Bro
U
Ude paa Per Krænsens Vestermark
Under Stranden gaar en ensom Ridder
Unge Mand med staalsat Hu
Ung Herkules kasted sig rundt i sin Seng
Ung Kjesten red sine Foler tilvands
V
Ved Skotlands gamle Eg dit Hors du bandt
Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard
Vi er graa, graa Mænd
Vil I se paa Karle, som kan slaa?
Vi pløjed og døjed paa Fædrenes Grund
Vi sad alene i den stille Kvæld
Vug mig, Mor
Vældige Kraft fra Almagten, der styrer hver Dødeligs Skæbne
Vær hilset Høg over Granetop
Vaad til Skindet er nu Glutten
Æ
Æ Blaanner de drywer
Æ Klokk’ haar sian’, æ Or er gan’
