Din Ransel er lappet og graa, Farlil,
og Sjappet gaar ind til din Taa, Farlil.
I Sølen du sætter din Saal, Farlil,
men hvor har du sat dig dit Maal, Farlil?
Du hutier og fægter dig frem, Farlil,
men fægter dig vanskelig hjem, Farlil,
og Tørsten forfølger din Sjæl, Farlil,
som Skyggen din skjævtraadte Hæl, Farlil.
I Regn var du aldrig en Helt, Farlil,
med Himlen som Tag og som Telt, Farlil,
men tørres af Solen din Sok, Farlil,
da svipper du glad med din Stok, Farlil.
Og jages du væk fra din Kro, Farlil,
du slænger dig under en Bro, Farlil;
der klukker Aaen saa godt, Farlil,
er Lejet end lovlig vaadt, Farlil.
Saa glider du gjennem vort Land, Farlil,
langs Lovens vovede Rand, Farlil;
fra Skæbnen faldt mangt et Skrup, Farlil,
og Fogden gav ogsaa sit Skub, Farlil.
Som ormstukken Frugt du faldt, Farlil,
din Jordmor blev aldrig betalt, Farlil,
og gled du en Dag paa din Vej, Farlil,
mon nogen vil spørge om dig, Farlil?
— Vel er du en Gast og en Strik, Farlil,
men jeg har set i dit Blik, Farlil;
dér sidder en Fange i Bolt, Farlil;
han har det saa trist og saa koldt, Farlil.
Den Fange bag Øjnenes Glug, Farlil,
jeg selv har mærket hans Suk, Farlil;
og naar han hulker i mig, Farlil,
da bøjes min Skulder mod dig, Farlil.