A bowr herud’e o æ Hie
en hal’ Mils Vej te Øster,
der haar a Low aa spild’ mi’ Tie
og spytt’ saalaant, a lyster.
Mi’ Bø’n ka lieg’ omkring æ Damm’
og trimmel To med Kaaren;
mi’ Awteskuen ku’ gjør’ det samm’,
skjønt hun er stywlelaaren.
Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa
en gaar og affencirer,
og a er giøj, og a er glaa,
hwor anner grovelirer;
for ha’ en Sind saa lærki-let,
en bitte Kwind’, en ynder,
og spis’ sæ mæt og slid’ sæ træt
— det passer wal for Bønder.
Mi’ Nobo aalle nue Tid Aa’s
war med de drutt’ hæ’ dovnle;
han haar en Bøl og a en Ho’s,
tho saa læ’ vi jo Vovnle;
han gjør for mæ en Søndesbie,
imen’ hans Støwt’ a stander;
han hjælper mæ, a hjælper Pie’,
sø’n hjælper vi hweranner.
Og haar mi’ Kuen en hægen Bej,
saa ska’ jo Pies smaag’e,
og Pies sender lisse rej
en Kovring, nær de baage;
og somtid’ med en jenle Dram
en gjør hinaan’ tegu’e;
tho byd’ det lidt’ er ingen Skam,
nær ett en haar det stu’e.
Vild’ Fattefolk kuns støtt’ hinaan’,
mod hwad der sø’n vil gnav’ wos,
saa skuld’ I si’, hwor vi sku’ kraan’
og aalle mie klav’ wos.
Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
fâr de staar te æ Hammel;
de kund’ jo løwt’ æ hiele Land,
saatt’ de dje’ Rygge sammel!
Men jawn Humør te dawle Sled
det maa nu aalle fattes,
hwis ett en ska’ gaa fræ æ Bed
og aaltfor tidle mattes;
den fæk a med mæ fræ æ Red’
— mi’ jennest Arpaart wa’e —
den faar mi’ Bø’n laa i dje’ Kled’,
nær de skal ad æ Da’e.