Hør hvor let dens Vinger smækker
mod den tunge Kløverdusk,
mens den som en Skyttel lægger
Farten gjennem Røg og Rusk.
O, du lille verdsligkaade,
Flugtens fødte Favorit,
som til Livets tunge Gaade
ikkun har et let «Kvivit!»
Vilde du kun tit mig følge
lig en lille venlig Aand,
som du nu paa Luftens Bølge
næsten strejfede min Haand!
Vilde du kun tit mig lede
som i hine fjerne Aar
paa min Barndoms tunge Hede
til min Faders lave Gaard!
Aa, naar du paa Blæsten vendte
og mig i mit Ansigt saa,
var det næsten, som du kjendte
Barnesindets Sorger smaa.
Ja, det var som om du tøved
et Sekund og fritted mig:
«Hvi er lille Bror bedrøvet,
hvorfor ikke glad som jeg?»
Men naar du saa Gaarden stige
bagom Kaalgaard-Popler frem,
svandt du langs det lange Dige
— for at følge andre hjem.
Sildig Aften, tidlig Morgen
samme Flugtens muntre Sting;
samme Svinden, tyst, forborgen,
som var Sagen ingen Ting.
— Naar en Dag mit Blik skal briste,
og min Aand skal flagre frit,
bân du Vejen for min Kiste
med dit elskede: «Kvivit!»