Kom alle Hunde til min Dør
og vilde saa gjærne slikke,
jeg væbned mig med mit spanske Rør
og prygled den hele Klike.
Gik alle Præster, som Gud har skabt,
frem for mig med Bedekranse
og bad for min Sjæl, »som gaar fortabt«,
hvor skulde min Svøbe danse!
Bliv fra mig med jeres Medlidenhed!
jeg aldrig for Døden skjælved;
og reddes ved jer! — nej, hellere ned
i Kvalernes dybeste Helved.
— Ej saa, at jeg hader den milde Haand,
der glatter Fortvivlelsens Rynke,
men blot den flade, forhyklede Aand,
der smigrer sig selv ved at ynke.
Ej dem jeg hader, som Lindring bar
til Fattigfolks livshaarde Vaner,
men dem, der selv først Røvere var,
og senere — Samaritaner.
Giv Retfærd Sæde ved Verdens Ror,
fri Folket fra Dumhedens Mare,
sørg for, at ingen gjør ondt mod sin Bro’r,
da kan du »Medlidenhed« spare.
Da voxer der Brød til hvert sultende Barn,
der leger langs Rendestensbrædtet,
og Lasten, der fisker med lovløse Garn,
skal ingen fange i Nættet.
Da skaber den Stakkel sit eget Behov,
der nu i Frostnatten gyser.
Først da er der Mening i Sang og i Lov,
naar ingen sulter og fryser.