Der sad to Venner ved et Krostubord
og talte om det sidste Kejsermord.
Den ene havde just sit Standpunkt klaret
og ikke Kejsere og Konger sparet:
Var de ej Snyltere i Folkets Hus?
»Som Hund og Stodder fri’r sit Skind for Lus,
saa hører det til Samfundshygiejne
at gi’ dem sure Dage allevegne.«
Med disse Ord han sig tilbage lagde.
Den anden strøg sin Manke op og sagde:
»Har du lagt Mærke til en Humlebi,
der strider for at komme i det fri?
Med uafladelige Stød af Snuden
den uden Ophør bombarderer Ruden.
Dens Ryg, dens Braad og Ben sig anspændt krumme,
afmægtigt rasende den høres brumme.
Det dirrer synligt i de smaa Tentakler,
imens den giftfyldt over Glaret vakler.
Men næste Morgen vil et lille Lig
i Karmen melde om en haabløs Krig.
Den knuste Panden mod den blanke Rude,
et Trodsens Barn, hvis Saga her er ude.
— Som Humlebien raser du og jeg,
endskjønt vi ved, vor Rasen nytter ej.
Thi nytter noget Individets Trodsen
mod Samfundsbøddelen, mod Magtkolossen?
En Dag vil selv den bedste knuse Panden,
hvis ej forinden han har tabt Forstanden.
Og atter vil et frisk og blodigt Lig,
fortælle Verden om en haabløs Krig.
En saaret Stakkel løftes op ved Armen
og jordes lydløst som hin Bi i Karmen.
Og urørt smælder Tyranniets Fane,
og evigt gaar vor Jord sin krumme Bane.«
— — Saa talte klogt og skeptisk Pessimisten;
men anderledes tænkte Anarkisten.