Mens Jorden sover Rusen ud,
og Nattens Time haster,
da sidder den brave, gamle Gud
deroppe og ryger sin Knaster.
Han skuer vemodig paa vor Jord,
og tidt hans Taarer trille;
den Menneskesværm, dernede bor,
den arter sig saa ilde.
— »Ja sov I kun, saa har jeg Fred,
I er nogle slemme Fyre.
Det er ej let for mig gamle Gud
jer Menneskebørn at styre«.
Og Natten summer, og alt er tavs,
kun hist et Skrig af en Vibe; —
et Kornmodsglimt over Skyen gaar, —
det er Gud, der slaar Ild til sin Pibe.