Og det var liden Maja,
saa glad var hendes Sind,
hun sang omkap med Lærken
og løb som Søndenvind.
Og det var liden Maja,
hun var kun femten Aar,
en halvt-udfoldet Rose
i den spirende Vaar.
Og det var liden Maja,
hun lo med et Smil,
som Solen, naar den skinner
paa Skyer i April.
Og det var liden Maja
med et Hjærte saa let,
hun kjendte endnu ikke
til Sorger og Korset.
Hun saa paa alt og alle
med sit varmeste Blik,
det eneste, hun hadede,
var »Sprog« og Grammatik.
Hell’re, end hun dvæled,
hos Skolens barske Møer,
sprang hun over Marken
med de bissende Køer.
Og talte hendes Tanter
om »Mands-Tyranni«,
lo hun og fløjted
en Dansemelodi.
Saa sød var liden Maja
i sit femtende Aar,
en halvt-udfoldet Rose
i den spirende Vaar.
— Men snart er Maja voxen,
og saa er alt forbi;
saa maa hun tage paa sig
det vante Liberi.
Den lange, lange Kjole,
det snærende Korset,
de struttende Blonder
og den stivede Manchet.
Saa er der Staal og Fiskeben,
hvor før der var Natur,
og for utvungen Barnlighed
der bydes paa — Figur.
Og saa skal ogsaa Maja,
snik-snakke Kvindesag.
Gud, lad din ringe Tjener
ej opleve den Dag!