Saa er du død, min lodne Ven,
skudt ned paa Maa og Faa;
dit Morgenbjæf, dit Aftenskjænd
det svarer aldrig mer igjen
bag Hjemmets Mure graa.
Naar jeg fra Staden vendte hjem
den lange, lange Vej, —
og jeg fik Døren lidt paa Klem,
fik hilst paa Mor, fik Skjæmten frem,
jeg spurgte efter dig.
Og sprang du over Tærsklen ind
med Glædeshyl og –Hop,
og klapped jeg dit gule Skind,
da først kom i mit rørte Sind
den rette Stemning op.
Da saa jeg, Hjemmet var som før,
i Mindet ingen Mist,
fra Klinken i den brune Dør
indtil dit lodne Skinds Kulør
var alting just som sidst.
Men nu er det en anden Sag,
for nu er du jo skudt;
nu har du haft din Dommedag,
din Pande har man sprængt i Kvag
med Rævehagl og Krudt.
Men det var Synd mod mig især
at myrde ned min Ven;
thi Venner voxer ej paa Trær,
én ærlig Hund er mere værd
end Snese slette Mænd.
Ak, at jeg ej kan hjælpe dig,
at tavs er nu din Mund!
Du logrer aldrig mer for mig,
din Dom den appelleres ej,
du var jo kun — en Hund.
Men jeg vil sukke næste Aar
og mærke Mindets Brist,
naar jeg paa Hjemmets Tærskel staar
og sér, at i den gamle Gaard
er alt ej helt som sidst.