Den Gaang te a war gywt mæ Lavs
— aa jøsse, jøsse jammen!
da strented a med Gle’ mi Klaws’,
mi Daa gik hen mæ Gammen.
For bejer Mand war ett end Lavs
— aa jøsse, jøsse jammen —
de skjønnest Ting a fæk tegavs,
og aalti’ holdt vi sammen.
Men sin’ saa bløw a gywt mæ Klavs
— aa jøsse, jøsse jammen —
mi Trow a føst haaj gin te Lavs
og no — no o-a’ a ham’ en!
Men der fæk a sgu hwet mi Saws!
— aa jøsse, jøsse jammen —
den Klavs det er det bare Snavs,
hwor aalt gaar ud paa Drammen.
Og mæler a en Muk mod Klavs
— aa jøsse, jøsse jammen —
saa brøler han: »Herut, heraus!«
saa rød som Kok i Kammen.
Og blywr æ Gywr ett saat o Klavs
— aa jøsse, jøsse jammen —
saa sker’ et sajtens jetedaws,
a drowner mæ i Dammen!