Ole sad paa en Knold og sang
— lal-la-la!
Faar og Beder omkring ham sprang
— tral-la-la!
Lyngen sused, og Skyen gled,
Udflugtslængsler i Hjærtet sved.
Heden stænged, og Mindet spandt;
Moders Øjne dog stærkest bandt.
Snart den Ting dog blev aabenbar:
Minder gjør ikke Sagen klar.
Stak saa Ole en Dag i Trav,
stod med ét ved det store Hav.
Øjet skinnede, Taaren randt,
intet mere i Verden bandt.
Over Havet da Hyrden fór,
Faarene staar der endnu og glor.
Ej kan Bede og Faar forstaa
— lal-la-la! —
Længslers Tog over Bølgen blaa
— tral-la-la!