Russen(1903.)Naar Stormen med de røde Teglsten spøgeromkring en gammel frønnet Skolegaard,hvor en ærværdig Lind i Krogen staar— en munter Flok mod Hovedstaden søger.De strømmer ind fra alle Landets Egnemed Laser af Horats endnu i Jakken,med Somrens sidste Rose frækt i Frakken, —en Fryd for Damer og en Gru for Degne.Hvem elsker ikke disse kaade Fanter,der har Entrébillet til al Ballade!Er de end grønne, de er aldrig fade;de fattes kun alvorlig Et: Kontanter.Dog hvad skal Ungdom med „det møgle Guld"?Spørg Fuglen, om den vil ha’ Pung ved Vingen;den svarer, mens den henrykt soler Bringen:„Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!"Tal ej til dem om Høstens visne Løv,det falder, aa saa let paa Russens Hue, —ræk du ham hellere en høstlig Drue,før den har blandet sig med Jordens Støv.Velkommen, Rus, som er for Klynken døv!Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade,skønt I er blæst herind med Høstens Blade!Saa skal det være! Ingen sure Fjæsskal skæmme Festen; spids din Mund og blæsad hver en Vranteper, og bar Ulykkerlad hagle over hver en Eddik’brygger!