Ved Skotlands gamle Eg dit Hors du bandt,
imens du lyttede til Bækkens Tone;
du aanded Sang, hvert Digt en Diamant,
der overfunkled dem i Stuarts Krone.
Som fattig Tolder lod dit Folk dig dø,
dets største Hjerte, sønderbrudt og ene;
længst slog dog Folkekulden om til Tø;
nu faar du Statuer paa høje Stene.
Martyrens Lod den samme alle Vegne!
Imens han leved, slog man ham med Sten;
men naar hans Hænder slapt i Døden segne,
man gjør Mirakler med hans Dødningben.