Den raske Smed har alt optændt sit Baal,
og Hamren danser paa det røde Staal,
mens Smedjens Rum af Gnistesværme fyldes
og Loftets Sod af Flammerne forgyldes.
Og ude i den blide Foraarsdag
ned fra hans gamle Hyttes skjæve Tag
der lyder Fløjtetriller; det er Stæren.
Da træder over Tærsklen Missjonæren.
Vor Smed ham hilser med et Nakkekast,
imens den sorte taler haardt og hvast
om stakkels Syndere i Djævlens Vold,
om dem, der rystes rundt i Satans Sold,
om Ordets Under og om Verdens Salt
og Bønnen, der har Lægedom for alt.
Vor raske Smed har ladet Hamren synke,
og over Panden tegner sig en Rynke.
»Hvad taler du om Synd og evig Død;
jeg maa vel skaffe mig og mine Brød;
thi den Maxime gjælder kun hos eder,
at den faar gratis Brød, der flittig beder.
Hvad Troen angaar, har enhver vel sin;
hvorfor bebrejde mig, jeg ej har din?
Du beder sammenkrøben i dit Kammer,
jeg beder her med Haanden om min Hammer.
Og hvem kan vide, Præst, maaske dens Klang
naar højere end eders Salmesang.
Men lad mig nu i Ro, for I skal bede,
men jeg«, — han pirred op i Ilden — »jeg skal smede«.
Ad øde Veje svinder Missjonæren,
men bag ham hamrer Smeden, fløjter Stæren.