Venstre-Vise
(1902.)
(1902.)
Nu har vi læst Aviser nok
og kjender eders Planer,
nu venter vi det Rytterchoc,
der sprænger nye Baner,
der slænger kjækt i Mudder-Grav
de blinde Fortidsjætter,
og Folkets Ret og Folkets Krav
paa Hædersbænken sætter.
Vort Statsskib blev paa Bedding sat,
det trængte haardt til Spanter;
det havde Brud paa Ror og Rat
og Læk paa alle Kanter.
— Nu raader vi, i kaster los,
før Vreden gaar i Gjæring,
nu er det Tid, at Skroget faar
den sidste Overtjæring.
Taalmodighedens sagte Vals
I vil saa gjærne lire,
men Strikken om ldeens Hals
blev ofte det: at fire.
Den kjække Skipper faar først Mod,
naar hvidest Søen bovner.
Drik Vinen, mens den end er god,
og Øllet, før det dovner!
I tyve Kjedsomhedens Aar
vi har Forandring ventet;
saa gid vor syge Tvivl nu faar
omsider Sakramentet!
Kald Grøde frem i Folkesind,
og Væxt i Danmarks Dale,
og ring med nye Klokker ind
en bedre Rigsdagstale!
Ja, vi vil ud i aaben Dyst,
hvor Saltstænk frisker Blodet,
ej ligge under Dødvandskyst
og samle Vand i Ho’det.
Og lad os saa faa Flaget op
og Skuden ud at sejle;
det gaar i Længden ikke an
at ligge her og krejle.