Til Frederiksbergs borger
(1900.)
(1900.)
Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner
klang etsteds saa hjemligt som her om dit Slot?
Haven med Brud i de vuggende Kroner —
er det end lidt gammelt, det pynter dog godt.
Fred’rik bag Porten i gammeldags Kjol —
kanske lidt barsk, men godmodig for Resten;
Godheden randt af din lunende Sol,
Barskheden kommer af Blæsten.
Her har han vandret, din Stoltheds Aladdin,
smilt til dine Børn paa sin ensomme Gang;
her bag de hældende Kroner han kvad din
kanske lidt for vege, men dybt følte Sang.
Nu staar han hugget i Malmen den graa,
der hvor af Færdsel det buldrer i Natten,
viser Dig, Borger, hvor langt Du kan naa,
blot der er Gnist under Hatten!
Fortid og Nutid paa Vejene mødes,
sagte de formæles i Havernes Duft;
Asfalten bredes, mens Stokrosen rødes,
Traaden strammes ud mod den lysende Luft;
Kranerne knirker, og Hamrene slaar,
funklende Lys under Sporhjulet spruder,
medens histude, hvor Havglitret gaar,
langligt en Stordamper tuder.
— Der kommer én, han maa med i min Vise:
Haaret stritter langt bag en florsmykket Hat;
sirligt han tripper der midt ad sin Flise,
Foden følger efter, hvor Stokken er sat.
Frakken den lange af gammeldags Snit
hopper en Kjende ved Føddernes Listen,
Baandet i Knaphullet, Halsbindet hvidt —
kjender Du saa Pensionisten!
Kom her en Kvæld, naar i Sønden det lyner,
naar den vaade Guldregn sig sænker saa træt;
Fuldmaanen kigger fra Skyernes Dyner —,
Lyd af bitte Fødder, der flyttes saa net!
Skræm hende ikke ved gækkende Tegn;
hun gaar med Blussen sin Elskte imøde,
her hvor med Duft i dit skjærmende Hegn
natligt Syrenerne gløde.
— Held over Staden, saa langt den sig spænder,
til hvor Gader taarnes om Kornmarkens Sti’r!
Fremgang som Frugt af de tusinde Hænder
pege skal mod Sky i de blinkende Spir!
Borgermands-Pukken og Borgermands-Navn
uden Talentet ej nytter en Bønne;
Borger er hver, som for Borger gjør Gavn,
bor han i Slot eller Rønne!
Fortidens Glæder er Nutidens Sorger,
hastigt vexler Lykken for Kvinde som Mand;
saâ lyder Kravet til Nutidens Borger:
Hvileløs som Havet indunder din Strand!
Kløgten til Højbords og Vrøvlet i Krog,
Fred over Hjemmet men Liv paa din Gade!
Da skal dit Navn i Historiens Bog
smykke de fagreste Blade.