Til Pressen
(1902.)
(1902.)
Fordum Fyrsters kjøbte Slave,
nu Monarkers Ligemand;
brudt er længst Censurens Stave;
Synet frit til Hav og Land;
Pressen —løst af Fortids Vold —
staar nu kun i egen Sold.
Se hvor langt dit Rige spænder,
Om en Ø i Havet brænder,
Asken samles i din Haand.
Ruslands Trusler, Finlands Graad
naar til dig ad samme Traad.
Malmen, som i Jorden lytter,
blev dit Lunes Gyngehest;
ud og ind Maskinen flytter
Blad paa Blad til sidste Rest.
Bonden til sin Aften-Grød
drøfter Kinas Morgen-Nød.
Slukkes og hvert Lys i Staden,
brænder ét endnu hos dig;
ruger Tavshed over Gaden,
til dit Hus naar Søvnen ej;
Remmen haster vildt afsted,
Hjulet mumler sit derved.
Tanker, som for Øret synger,
naar de bæres ud ved Gry,
smidigt sig om Valsen slynger,
krystes mellem Staal og Bly;
Ordet, klædt i Malmens Dragt,
vandt dig Rang af Verdensmagt.
Som Kyklopens er din Gjærning,
du Minervas yngste Søn!
Held har sjælden fulgt din Tærning;
Skuldertræk var mest din Løn;
dog, saa langt Kulturen naar,
dine Spor i Agren staar.
Bonden, som med Blink i Øjet
klapper glad sin hvide Gris,
Svenden, som i Søndagstøjet
spørger sejgt om sin Avis;
Doktor, Høker, Skolemand
fyldte ved din Brønd sin Spand.
— Hvad end Tidens Strøm vil føre
hid af Skum og Storm og Slud,
vil du staa med Haand bag Øre
lyttende i Natten ud.
Dermed er din Gaade sagt:
Du er Tidens Hejmdalsvagt!