Ka’ Drebæk lægger sit Lat paa Bleg
og nynner i søde Drømme;
hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg
med Hænder smygende ømme.
Men dybt kan én den anden bedrøve.
Ved Rokkehjulet den Vinter randt,
i Ét gled Natten og Dagen,
imens hun spelted, imens hun spandt
den Væv til sit Brudelagen.
Histude hvor Stakken ved Gavlen staar,
og Leddet for Lukket stænger,
der ligger i Kvældslys Kjærestens Gaard
med fire kalkede Længer.
Didhen gik Længslen saa mangelund,
naar Lyset stod slukt i Stagen,
men stærkest dog slig en Pusle-Stund,
der ofres éns Brudelagen.
— Rød lagde Ka’ Drebæk sit Lat paa Bleg,
det var ved Se-Hansdagstide,
men førend Septembers Maane steg,
da var hendes Kinder saa hvide.
Thi dybt kan én den anden bedrøve.
Ka’ Drebæk sidder ved Nadverbord
paa Bænk blandt Piger og Ka’le.
Men Maden nydes foruden Ord,
thi ingen nænner at tale.
Ka’ Drebæk kjender ej Rist og Ro,
med Haanden dækker hun Panden;
den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro,
har Bryllup idag med en anden.
Ud glider Karen i Nattens Blæst,
de andre staar tavse tilbage;
saa tungt hun ser mod det skyede Vest
og rokker i stille Klage.
Thi er der andet at gjøre for den,
der misted sin eneste Glæde,
end tavs at synke i Sorgen hen
og bøje sit Hoved og græde!
Saa bittert hun græd i den kolde Nat,
at Hjærtet sved i dets Rødder;
ved Midnatstide kom Husets Kat
og strøg saa blidt hendes Fødder.
Men Katten veg, og Natten veg,
kun Sorgen blev ene tilbage,
mens Karen sad støttet mod Stolpens Eg
og rokked i stille Klage.
Da Solen væved sit gyldne Tavl
om Tagenes Møntørv sorte,
sad Karen endnu ved den klinede Gavl,
men da var selv Sorgen borte.
Karen er sluknet i Nattens Slud
— dens Væde i Haaret hænger —.
Men end i Døden stirrer hun ud
mod fire kalkede Længer.
Saa dybt kan én den anden bedrøve.