Hun vogtede Faar,
han ejede Gods, og han aattede Gaard;
dog ofte han søgte bag Lynghedens Høje
den fattige Tøs i den falmede Trøje,
og drog hun med Hjorden forbi, med et: Hov!
han standsed sin Plov.
Men Mette hun veg.
Saa mange han elsked, saa mange han sveg;
hvor turde da hun la’ sig daare og blinde
og haabe, han mente det ærligt med hende?
Hvor tit blev den fattige ikke forladt
blot efter en Nat.
Men saa blev han ond,
og Eder og Trusler besudled hans Mund;
men Mette hun flygted bag Lynghedens Høje,
mens han stod ved Ploven med Graad i sit Øje.
Og bøjet han pløjed, og Solen gik ned.
— — Og Dagene gled.
Han tumled og drak;
de stærkeste flygted, hvor Kniven han trak.
Det vidstes, hvor Jørgen ved Bækken var inde,
der kjendtes ej Fred for Mand eller Kvinde,
Én var der, som kunde ha’ blidnet de Kaar,
men hun drev med Faar.
Saa var det en Nat,
da legedes atter et blodigt Tagfat.
Fra Krosalen hørte man Fjolbuen dure
og Sinkstøvler trampe i Svejtrit og Ture,
og ned gjennem Huset man skogred og drak
og røgte Tobak.
Da lød der et Brag,
som vilde det varsle den yderste Dag;
halvtslumrende Gjæster slap Hanken paa Kanden
og saa med Forfærdelse hen paa hinanden.
Forvirringen, Larmen og Raabene steg,
og Værten blev bleg.
Saa gik der en Dør;
man kjendte en Mumlen som Susen i Rør;
man mærked paa Støjen og Talen forvildet,
at Jørgen ved Bækken var kommen til Gildet.
Det vidste i Salen hver svedende Svend,
at nu blev der Spænd.
Først svang han en Stol
og mased med den baade Spilmand og Fjol;
saa greb han i Bringen den bredest i Laget
og holdt som en Killing ham op under Taget;
ad Gulvet han rulled ham hen med et Skvalp:
»Afvejen, din Hvalp!«
Nu sluttedes Kreds.
Snart stod der om Kæmpen af Karle en Snes;
som Gjæs, der napper i Angst efter Ræven,
saa førte de Slaget med Rysten og Bæven;
og Spændingen voxed, og Salen blev tømt,
og Øllet forsømt.
Men Jørgen han stod
saa spændstig i Læggen, saa fast paa sin Fod;
hans blaanende Aarer de svulmed paa Armen,
paa Læben der lyste et Smil gjennem Harmen;
hans Knoer de hvidnede, Øjet skjød Lyn
bag mørknende Bryn.
Saa styrted han ind,
og Flokken sig spredte som Avner i Vind.
Dog ej de formaaed at fly for den stærke,
der susede ned som Høg over Lærke,
med Buler og Skrammer, saa Blodet det drap
med Praasen omkap.
En Raaben, et Rend
af rasende, stærke, bestøvlede Mænd!
hist krummed sig én, og her styrted
en anden med kløvede Læber og Buler i Panden.
Hvor ikke hans Haand kunde gjøre sin Del,
han planted sin Hæl.
Og Flokken svandt ind;
snart stod der paa Gulvet kun han og Jens Pind,
en Oxe i Styrke, et Asen forresten,
der stredes med alle fra Smeden til Præsten;
til Dato med Pinden slet ingen fik Has;
nu kom han tilpas.
Og Jørgen saa op
og maalte sin Fjende fra Taa og til Top;
et Spring! og han slængte sin Hæl mod hans Skulder,
saa Pinden knak over med Brag og med Bulder.
Jens tog efter Kniven, men Jørgen var hos
og tøjled hans Trods.
Han hvidned af Harm
og slog ham i Skallen og bøjed hans Arm,
og Kvinderne hvined: »Nu myrder han Pinden,
hvis Himlen ej sender ham Frelse forinden!«
Til Hjælp var der ingen der flytted en Fod,
man fattedes Mod.
Brat standsed al Kiv,
der hørtes en Hvisken som Susen i Siv,
og ned gjennem Krohusets stinkende Gange
bevæged en Kvinde sig, liden og bange;
tungsindigt var Øjet og Klæder og Haar
end lugted af Faar.
Hun vaklede ind
og lagde mod Kæmpens sin solbrændte Kind:
»Aa, Jørgen, besind dig, giv Fred til din Fjende,
saa maa du mig eje, saa er jeg din Kvinde,
nu ser jeg forsilde, du mente det ret;
jeg handlede slet!«
Da Jørgen stod op,
da gik der en Skjælven igjennem hans Krop;
om én havde slaaet ham lige i Synet,
han skulde end ikke ha’ løftet paa Brynet.
Nu var han forsonet med Verden og alt,
for hun havde talt.
Han saa sig omkring
blandt splintrede Møbler og masede Ting;
han bøjed sig ned og tog Mette paa Armen,
han søgte tildørs og dukked i Karmen
sit knejsende Hoved og svandt med sin Skat
i Lyng og i Nat.
— Hist skinner hans Gaard.
Paa Toften staar Kalve og kridhvide Faar.
Fornuft hersker ude, og Fred raader inde,
for Jørgen ved Bækken han elsker sin Kvinde.
Endnu hun stryger saa varsomt hans Kind,
naar Vreden gjør blind.