Aa, giv mig nu det ene Kys!
Hvad kan vel det forvolde?
Du loved mig det ganske nys;
ens Løfter skal man holde.
Du har jo nok alligevel,
hvad skal da Karrigheden til?
Du ved, jeg trænger det saa haardt,
jeg skal jo ud at fare,
skal mange, mange Mile bort
fra dig, min lille Klara.
Kanske jeg kommer alt til Vaar,
kanske om — mange, mange Aar.
Du vil! O, Glut, hvor er du sød,
hvor takker jeg dig, Klara.
Men hvorfor bliver Du saa rød?
Der er jo ingen Fare.
Du skjælver, Klara, som et Rør?
Aa, du har aldrig kysset før!
Vær rolig, søde Klaralil,
nej, græd dog ej, du kjære!
Den Sag er ganske ligetil,
det er saa let at lære.
Nu bøjer du din fine Hals,
saa bliver der et Kys tilfals.
Nu tog jeg det; ja se det, du,
Begyndelsen var vakker;
saa du vil kysse mer endnu;
kys bare væk; jeg takker!
Du gjør det bedre selv end jeg,
og, Klara, hvor det klæder dig!
— Nu kysser jeg dig Dag og Nat,
saalænge det vil vare,
og bliver hos min lille Skat;
nu vil jeg ikke fare.
Thi var det ikke Synd mod dig,
om jeg fo’r ud og drukned mig!