Til Danmark
(Skrevet til »De unges Valgret«)
(Skrevet til »De unges Valgret«)
Se, Fædrelandet løfter sig frem
i Junisol med Hjem ind ved Hjem;
langs Bakker smaa staar Rugen og gror,
igjennem Engene Bække sig snor;
hist et Gærde, her en Skov
rammer Agrene ind;
Karlen nynner bag sin Plov
i den krydrede Vind;
langs med Kysten Skibe sejler,
Himlen i Havet sig spejler.
I dette Land har Bønderne slidt
i tusind Aar, før Landet blev dit;
de rydded Skoven, Lyngen de sved,
saa at Hugormen i Kvaler sig vred.
Ploven skar, og Jærnet brak,
Flinten glinsed i Sol;
Stene sprængtes, Rødder knak
for det synkende Staal:
Bondens Kamp for Hjem og Føde; —
bag ham laa Landet i Grøde.
Og langs med Kysten ude ved Vig,
hvor før kun hørtes Havørnens Skrig,
naar Sildeflokken bored sig ind,
dér rejstes Borge med Taarne og Tind;
røde Gavle langs med Strand
ved den solblanke Bugt;
Skuder drog til fjærne Land
og kom hjem med dets Frugt.
Amboltsklang og Kjættingsklirren,
Kvældsklokkers drømmende Dirren!
Da voxed bredt det rødlige Skjæg,
og ladt hang Luntebøssen paa Væg,
enhver forstod at værge sit Bo
og satte ej til Justitsen sin Tro.
Da var Rustning ikke Maal,
og man brugte sin Tid,
ikke til at skærpe Staal
men at skærpe sin Flid.
Ingen hulde Præstekoner
samlede ind til Kanoner.
Men Tiden skifted, Slægten med den;
der fulgte andre Sæder og Mænd;
vi vandt i Kløgt men næppe i Kraft,
og Danmarks Stortid den har vi nok haft.
Steppekulde, russisk Vind,
den har blæst paa vor Skov,
Kansleraand og Prøjsersind
har sat Spor i vor Lov,
Tylvtetal af fromme Blade
kvæder vor Slægts Rumpiade.
Dog end er Engen frodig og grøn
og Sjællands Bøg fortryllende skjøn,
og Frihedsnavnet langtfra er glemt,
det gjør os bare en Smule forstemt.
Og vort Maal er stadig ét,
det kan tolkes som saa:
Mere Rum og mere Ret
for de mange og smaa!
Dumheds Yngel, væk af Banen!
Her bærer Ungdommen Fanen!