Der gaar saa meget tilspilde
paa denne syndige Jord:
de skjønneste Tanker, de varmeste Taarer,
det blideste Blomsterflor.
Se, ud over Gjærdet hænger
Rosernes duftende Klynger;
de sidder og venter paa Æventyr,
mens Vinden dem nænsomt gynger.
De dufter saa blidt, de spreder sig vidt,
men ingen kommer og plukker;
da bliver de kjed’ af al Verdens Ting
og sagte Kalkene lukker.
Snart drysser ned i det vaade Sand
den Sansernes Lyst og Glæde,
og Bondens vraltende Oxespand
paa Rosenbladene træde.
Der fødes saa meget paa denne Jord,
som aldrig Liv har krævet;
der dør saa meget foruden Spor,
som aldrig rigtig fik levet.
Der svulmer mangen en Jomfrubarm
og knoppes som Rose paa Stilke,
som aldrig krystet af Mandens Arm
maa rynkes af Savn bag sin Silke.
Ja, visne vil Pigers og Rosers Flor,
de røde saavel som de hvide;
men den, som vil leve paa denne Jord,
han plukke de Roser i Tide!